Indblik: NY Giants 2008 – Forklaring

Jeg undskylder for, at bloggen fremstår uforståelig. Jeg elsker at formulere mig kringlet, men må nok også indrømme, at dette er min version af sandheden. Der findes mange andre versioner af sandheden så derfor vil jeg nu prøve at gennemgå indlægget for, måske, at få pointen til at fremstå mere tydeligt.

Kritikken af Giants Front Office går i langt de fleste tilfælde ud på, at Giants overskød målet, i deres iver for succes, ved at drafte Eli Manning (og betale overpris).
Hvorom alting er, så mener jeg bare ikke, at en sådan kritik overhovedet er velbegrundet når Giants senere, langt hed ad vejen grundet denne “satsning”, vandt Superbowl 2008. Alene sejren er nok til, at overbevise mig om, at Giants har været forudseende i deres draftmentalitet igennem de seneste år.

Tiltrækningskraft, brand, staff og udviklingsmuligheder er hvad der skaber dynastier, et sådanne kan NY Giants meget vel være i begyndelsen af. Talentmassen (alder(mentalt)xIntangibles) er enorm på den nuværende roster og det bliver en ekstremt spændene proces, at følge hvordan Depth Chart udvikler sig frem mod sæsonåbningen. Nok pladderhumanisme. Nu til det faktuelle.

Hvis man kigger på de spillere som Giants “tabte” ved, at trade op efter Eli Manning er det meget ligetil, at sammenligne Eli Manning med Shawne Merriman, Nate Kaeding og Phillip Rivers. Pointen med at opstille begge holds draftvalg fra de to års draft var, at godt nok hjalp det Chargers ekstremt meget og kan betegnes som årsagen til deres nuværende succes, MEN – Giants havde altså to super drafts og opbyggede hele det fundament som gør, at de nu er verdens bedste.

1. Eli Manning
34. Chris Snee, OG
43. Corey Webster, CB
74. Justin Tuck, DE
97. Reggie Torbor, LB
110. Brandon Jacobs, RB
136. Gibril Wilson, S
168. Jamaar Taylor, WR
186. Eric Moore, DE

Godt nok fik man ikke mange startere i disse drafts, men Eli Manning er startende Quarterback, Chris Snee er en af de absolut bedste RGs i ligaen, Corey Webster er en solid 2-3 cornerback, Justin Tuck er en frygtindgydende passrusher, Reggie Torbor har siden 2004 ageret solid backup, Brandon Jacobs er startende RB (og vel den “reneste” powerback i ligaen”), Gibril Wilson røg efter, at have været leder i Giants secondary til Raiders på en astronomisk kontrakt og kun Jamaar Taylor og Eric Moore har ikke umiddelbart spillet en større rolle.

Pointen er, at selvom Chargers udnyttede Giants til det maksimale og fik suveræne spillere ud af Giants afgivne draftpicks så har lige præcis DEN satsning fra Giants side været en af hovedårsagerne til, at denne franchise nu er blandt de bedste i ligaen. Ligeledes er Chargers. Derfor kan man sagtens argumentere for, at Giants og Chargers “i fællesskab” har løftet hinandens niveau. Eli Manning var den stabilitet Giants havde brug for på QB, mens Chargers havde brug for et “allround” løft af deres talentmasse.
“Konklusionen” på alt dette er i indlægget noget vag, indrømmet, men pointen var, at den kritik Giants har fået er blevet blæst fuldstænigt ud af proportioner. Tiki Barbers “kritik” mod Giants kan ligeså vel have været en del af hans “indtræden” i medieverdenen. Umiddelbart kunne jeg SAGTENS forestille mig, at NFL Network (eller hvor han arbejder) havde den klausul i ansættelseskontrakten, at Tiki skulle udtale sig hudløst ærligt om sit forhold til Tom Coughlin. Når man så tænker på, at Tiki Barber først for alvor “florerede” efter Coughlins ankomst så er det en anelse ligegyldigt om Tiki har haft “personlige” problemer med Coughlin. Tiki Barber blev en verdensklasse RB på GRUND af Tom Coughlins indflydelse. Han lærte ham bl.a. ikke at fumble på hver 3 handoff. En evne han bestemt ikke havde tidligere.
Når man så tænker på, at Tiki Barber har haft en “mentor rolle” i Giants omklædningsrum, både for Derrick Ward, Brandon Jacobs og andre RBs, så kan man argumentere for, at det bedste der er sket for Giants de seneste år var at Tiki trak sig tilbage. Det tvang nemlig (i øvrigt i stil med Henrys exit i Arsenal) de andre spillere til, at “træde op”, tage ansvar osv.

Det er ikke altid negativt at miste sin bedste spiller.

Med “tiltrækningskraft”, “globalisering” osv, mener jeg sådan set bare, at Giants ikke er “bange” for at satse på en spiller netop fordi de stoler på deres efterretning. De har tiltro til, at deres scouting afdeling gør deres arbejde og kan derfor agere efter denne på selve draftday. Derfor er det sådan set ligegyldigt om Giants har “reachet” en lille smule, eller “overbetalt” FORDI det har resulteret i succes.

Det kan sagtens, umiddelbart, ligne en sindssyg beslutning, men når det resulterer i den ultimative succes er det, for mig, et bevis på at Giants har en meget, meget solid organisation i hvert fald sammenlignet med eksempelvis Cincinnati Bengals. Godt nok kan man argumentere for, at Bengals har mere “talent”, men når det bliver spildt grundet diverse karantæner grundet dårlig opførsel er det sådan set ligegyldigt. Giants drafter hovedsageligt spillere fra de store skoler og rendyrkede Footballspillere. Ingen “potentielle” superstjerner. Alle er superstjerner i New York, MEN folk er lidt ligeglade. New York Giants er ikke New Yorks stolthed. Det er hvad der tiltrækker folk og hvad der gør dem “voksne”. At det altså kræver, at man præsterer på banen for at kunne tillade sig noget som helst. De spillere der så, over en længere årrække, har præsteret solidt på banen har man så “udnyttet” maksimalt til, at gøre alle sine spillere bedre.

Tiki Barber har haft direkte indflydelse på Ward, Jacobs etc, mens Strahan har haft direkte indflydelse på Tuck, Umenyiaro etc. Derfor gør det heller ikke den store “forskel” om Tiki trak sig tilbage, ligesom det ikke gør den store forskel om Strahan trækker sig tilbage i år. Udover for fansene. Vi sætter os i forbindelse med de “største”. De mest spektakulære spillere er dem som skaffer en stor fanbase. Sådanne findes ikke for alvor på Giants roster. Udover Strahan (til dels Plaxico Burress).

Da Tiki trak sig tilbage røg alt presset på Giants pludselig, netop fordi ingen troede på, at de kunne klare sig godt når de havde mistet deres bedste offensive våben. Pointen er blot, at havde Tiki Barber forsat havde der været et helt andet pres på, samtidigt med, at man ikke nødvendigvis havde fået ligeså meget “allround” produktion ud af sin backfield som man fik. Det er altså nemmere, at dække en enkelt RB op 80% af tiden og en anden 20% af tiden end 3 forskellige 33% af tiden. Rotation, holdånd og maksimal udnyttelse af talentmassen på Giants roster var årsagen til Superbowl sejren i 2008.